Made in Elsinore er en non-profit forening der har til formål at styrke formidlingen, danne netværk og understøtte udviklingen i hele økosystemet omkring de lokale kreative virksomheder i Helsingør Kommune. En kurateret kvalitets-sammenslutning på tværs af fagområder og en ny slags “visuel ambassade” for byen. Sammen ønsker vi at skabe en fortælling for omverdenen – hvad er det vi kan, hvem kommer herfra og hvor vil vi gerne hen? Byens fortælling styrkes og gentænkes. Og skaber synergi på tværs.
Hvor ofte er man ikke stødt på begrebet ”foreningsdanmark”, når talen falder på vores såkaldte folkesjæl. Med en lille omskrivning af H.C. Andersens berømte citat, kunne man sige; At dele er at leve. Nu har så en ny sammenslutning ramt landkortet her i det nordøstlige hjørne af Danmark; Made In Elsinore hedder den – og er et kurateret fællesskab, showroom og digital platform for kreative skabere & små producenter i Helsingør og omegn.
Det lyder jo alt sammen vældig fint, men indbyder straks til tre presserende spørgsmål;
1. Hvorfor? 2. Hvordan? 3. What´s in it for me?
Grundlaget for stiftelsen, skal findes i den utrættelige historie om Helsingør, som en del af Vandkantsdanmark, der stadig danser efter fløjtens piben fra det gamle Helsingør Skibsværft. Men sandheden er, at skibsværft for længst er blevet til kulturværft, og i løbet af de sidste 10-15 år er en lind strøm af iværksættere, kulturformidlere, kokke, kunstnere, kunsthåndværkere og teaterfolk vandret mod havet, skoven og den forholdsvis korte afstand til København. Det er hele den bevægelse vi gerne vil nære, udvide og tildele den stolthed den med rette fortjener.
Vores medlemsgrundlag er ganske bredt, men dit virke skal gerne bidrage med en vis form for ”originalitet” til lokalsamfundet og en æstetisk kvalitet, der beriger hverdagen. Kurateringen er ikke til for at dømme produkter ude, men skabe en form for genkendelighed og homogenitet, som vi kan ”markedsføre” os med både i og udenfor kommunen.
Allerede få måneder inde i det første år blev de første co-labs etableret og efter et halvt år gik tre af medlemmerne sammen om en velbesøgt pop-up i Helsingør centrum.
Det er op til det enkelte medlem at udvide sit netværk med andre medlemmer, men foreningen arrangerer også forskellige events, bl.a. gav et ”speed-dating” morgenmøde en masse gode snakke, idéer og aftaler om fremtidige samarbejder. Sidst men ikke mindst får man et temmelig ”funky” visitkort ved at blive præsenteret i foreningens virkelig flotte og velindrettede showroom på Helsingør Station.Tekst af Søren Lampe, jazzmusiker, tekstforfatter og medlem af Made in Elsinore
Den fascination, glæde og stolthed, der opstår i at vide hvor mange dygtige mennesker der er omkring os, fortjener at blive delt og vist frem, for alle os der bor her og ikke mindst med verden. Derfor har vi selv stiftet denne forening.
Hvordan bliver jeg så medlem af Made in Elsinore?
Jeg vil gerne støtte jeres fantastiske arbejde
Har du spørgsmål eller vil høre mere så send en mail til: info(@)madeinelsinore.dk
BESTYRELSEN – MADE IN ELSINORE
Foreningen drives af en ulønnet bestyrelse med løbende sparring fra vores dygtige medlemmer.
Louise Zastrow, dot the i – forperson
Anonym Kunstner – næstformand
Marlene Corydon, Nordic Tiles & @Keramikstationen – kasserer
Abelone Warming – bestyrelsesmedlem
Pil Bredahl – bestyrelsesmedlem
Louise Billgren – suppleant
VEDTÆGTER & REFERATER
Referat fra GF 29.04.24
Tak til de der hjælper og har hjulpet!
Vi har modtaget opstartsmidler fra bl.a. DSB, Wonderful Copenhagen og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse – et led i at skabe en øget oplevelsesværdi og sammenhængende kommunikation med afsæt i kystbanen. Ydermere har Muuto sponsoreret interiør til vores mødelokale, og lokale entreprenører har hjulpet med bl.a. belysning.